Sofie Seedorff Sørensen fuldt optaget af den virtuelle konkurrence i hjemmet i Sæby.

 8.04.20

Elever fra Frederikshavn Handelsskole skal repræsentere Nordjylland ved DM i entreprenørskab


Selvom Corona-virus har sendt landets elever hjem til hjemmeundervisning, har der været fuld fart på konkurrencen om DM i entreprenørskab for fem 2.års-elever på iværksætterilinjen på HHX på Frederikshavn Handelsskole.
De var tirsdag inden påske til en virtuel konkurrence i form af kvalifikation til DM i Entreprenørskab med deres virksomhed MyEpi.
Her lykkedes det eleverne at blive udvalgt som én af de tre virksomheder, der skal repræsentere Nordjylland ved DM i Entreprenørskab indenfor konceptet Company Programme den 22. april. Konkurrencen indeholdt fire minutters pitch samt 20 minutters dommerinterview. Dommeren var Hans Peter Wolsing, Iværksætterådgiver.

Eleverne Sofie Seedorff Sørensen, Jakob Junker Jeppesen, Christina Jepsen, Julie Olesen Mølholt og Laurits Rømer Christensen sad hver især derhjemme klar ved computeren for at pitche deres virksomhed.
MyEpi har udviklet prototypen på en app, som kan kobles til en smartwatch eller pulsur. Ved et epileptisk anfald stiger pulsen og nogle rytmiske bevægelser – det får appen MyEpi til at sende en besked til de pårørende med en GPS-lokation.
Jakob Junker Jeppesen fra teamet synes, at kvalifikationen, trods et noget anderledes format end til Regionalmessen i Aalborg Storcenter i januar, var en god oplevelse at være online med sit pitch. Gruppen ser nu frem til at deltage i det online DM den 22. april, og til arbejdet med at finde samarbejdspartnere til virkeliggørelsen af deres idé.

Stort tillykke til MyEpi og til de øvrige teams, der gik videre:
Zip Sheet fra EUC Nord inden for kategorien Society & Globalization
SafeALock fra EUC Nordvest inden for kategorien Business & Service.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Kurt Grøn, lektor Frederikshavn Handelsskole, telefon 9620 5500