Sara, Larisa, Emilie og Emma til semifinalen i Nordjyske Nyskabere fredag den 2. november 2018. 

Kreative unge til innovationskonkurrence

To hold kreative og innovative elever fra HH2C på Frederikshavn Handelsskole var i fredags sammen med elever fra andre nordjyske ungdomsuddannelser til semifinale i innovationskonkurrencen Nordjyske Nyskabere. Et af holdene gik med deres idé videre til finalen, som afholdes den 6. december 2018 i Musikkens Hus, i Aalborg.

Finalegruppen fra Frederikshavn Handelsskole består af eleverne Emma Beerman Mortensen, Larisa Nicoleta Ciocarlan, Emilie Schriver Andersen og Sara Bonderup Vestergaard som har skabt ”It’s me”. Idéen er et medicinsk produkt til kvinder i den fertile periode, som ved hjælp af en spytprøve kan finde ud af, om hun mangler et af de to hormoner progesteron eller østrogen, der er vigtige i forbindelse med graviditet. Herefter gennemlyses spyttet af UV-stråler i en lille kasse og resultatet kan efterfølgende uploades til en app. De fire elever har bekendte, der har været igennem forløb, hvor sådan et produkt måske ville have afhjulpet graviditetsproblemer og nu håber de på, at ideen kan bringes ud og hjælpe andre kvinder. Da der ikke er nogen lignende produkter til hjemmebrug på markedet nu, gør det processen omkring produktudviklingen særligt spændende og virkelig.  

Semifinalen i Nordjyske Nyskabere blev afholdt fredag den 2. november 2018 i Gigantium, hvor deltagerne startede dagen med klargøring af deres stande. Dommerne besøgte alle stande og efter at have hørt gruppens virksomhedspitch stillede de spørgsmål omkring videreudvikling, finansiering og godkendelse af produktet. Inden afsløringen af de fem finalehold, bød dagen også på frokost og inspirationstaler af blandt andet deltagere fra Løvens Hule.

På vej mod finalen

De innovative piger er oppe imod fire andre dygtige og kreative unge hold, som blandt andet arbejder med parkerings apps og badestole. Mod finalen skal pigerne igennem et intenst forløb

- Vi har takket ja til træning i vores finalepitch og vil bruge vores ene kontaktperson som er speciallæge i gynækologi og fertilitet til videreudvikling og en anden kontaktperson skal hjælpe med at udregne etableringsomkostninger. Derudover skal vi også skrive en 15-siders forretningsplan, der skal være klar til finalen. Det bliver hårdt og det føles virkeligt nu,

siger Emilie.

Frederikshavns Handelsskoles underviser og pigernes kontaktlære er meget entusiastisk omkring det anderledes projekt og tilføjer 

- Vi skal kunne favne bredt som lærere. Være hvor elevernes interesse er og det her projekt er noget helt andet, end hvad vi ellers har arbejdet med”.

Nordjyske Nyskabere

Nordjyske Nyskabere er en innovationskonkurrence arrangeret af region Nordjylland, hvor elever har mulighed for at pitche deres idéer for et panel af virksomhedsejere, erhvervsudviklere og politikere fra Regionsrådet. Konkurrencen starter med indledende 48-timers workshops, semifinale og til sidst en finale med fem hold, hvor et hold vinder hovedpræmien på 25.000kr og andre præmier der skal være med til at udvikle ideen efter konkurrencens afslutning.