Ny direktør på Frederikshavn Handelsskole

Handelsskolens nye direktør, Brian Andersson, er godt kendt med skolen i Frederikshavn, hvor han har virket i flere end 17 år

Nordjyske | 28. februar 2018 13:24 | Brian Andersson kommer tilbage til Handelsskolen - nu som direktør.

FREDERIKSHAVN: Brian Andersson bliver ny direktør på Frederikshavn Handelsskole og tiltræder 1. august.

Han afløser Svend Kobberup, der går på pension.

Brian Andersson er uddannet cand. scient. pol. og kommer fra en stilling som forstander for Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole, men er særdeles godt kendt med Frederikshavn Handelsskole, hvor han tidligere har været uddannelseschef for skolens erhvervsuddannelser gennem flere end 10 år.

I den periode arbejdede han målbevidst, dedikeret og kompromisløst på at hæve kvaliteten for eleverne på den merkantile erhvervsuddannelse (HG).

Derfor var det fortjent, at skolens HG-afdeling i 2012 vandt titlen Danmarks Kvalitetsskole i konkurrence med landets øvrige erhvervsskoler.

Engagement og humor

- Vi kender Brian Andersson som en leder, der har engagement, en smittende humor og en glæde ved samvær med elever, kolleger, lærere og administrative medarbejdere. En leder der går ind for korpsånd og identitet baseret på stærke værdier, understreger formanden for bestyrelsen Ejvind Nielsen.

Han og den øvrige bestyrelse er overbeviste om, at Brian Andersson, som ny direktør, vil have fokus på at inddrage øvrige ledere, medarbejdere, tillidsrepræsentanter og bestyrelse i alle væsentlige problemstillinger og udfordringer.

Hans troværdighed som leder understreges af, at han ud over fokus på kvalitet også evner effektiv administration og dygtig økonomistyring.

Brian Andersson er som person nysgerrig, fornyende, synlig og vedholdende og insisterer på at være med helt fremme, når det handler om udvikling af det, han har ansvaret for.

Bor i Sæby

Han er 54 år, bosiddende i Sæby, gift med Birgitte Jeppesen og sammen har de 3 voksne børn.

I to omgange har han være ansat på Frederikshavn Handelsskole - først som underviser og studievejleder i en periode på syv år og næst som uddannelseschef for HG-afdelingen i ti år indtil 2015.

Her skiftede han til jobbet som forstander på Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole.

Erfaringen fra undervisningsverdenen er dermed stor og tæller også ungdomsskoleinspektør, afdelingschef for Fritids- og Kulturområdet, souschef i Børne- og Kulturforvaltningen i daværende Sæby Kommune, samt uddannelseschef AMU Frederikshavn/Hjørring.

https://nordjyske.dk/nyheder/ny-direktoer-paa-frederikshavn-handelsskole/883eb943-720f-4ed4-80a2-232a38da95fc