Frederikshavn Handelsskole er med i et nordjysk uddannelsesprojekt, der sætter fokus på at integrere verdensmålene i alle fag. Skolen er selv en del af den grønne omstilling. Et nyt solcelleanlæg er på vej, og skolen har reduceret sit energiforbrug betragteligt.
De 17 Verdensmål er ikke et selvstændigt fag på skoleskemaet, men skal være en naturlig, integreret del af alle fag. Det er målet i et projekt støttet af Region Nordjyllands Uddannelsespulje, som Frederikshavn Handelsskole deltager i sammen med fem andre nordjyske uddannelsesinstitutioner. Her arbejder de med at udvikle nye processer og pædagogiske tilgange til at inddrage Verdensmålene i teori og praktisk case arbejde. Det er en videreudvikling af den praksis, som allerede i dag er på Frederikshavn Handelsskole, hvor eleverne fx møder den tredobbelte bundlinje med fokus på økonomi, socialt ansvar og miljø i faget Virksomhedsøkonomi eller udviklingen af bæredygtige forretningsidéer i faget Innovation.
Frederikshavn Handelsskole tager ansvar
Ligesom eleverne skal have bæredygtighed ind under huden, så de kan agere som forandringsagenter ude i de enkelte virksomheder, arbejder Frederikshavn Handelsskole aktivt med at blive mere bæredygtige. Skolen får opført et solcelleanlæg, som går i drift i 2023 og vil dække omkring 20 procent af skolens strømbrug med grøn strøm. Der er også lavet aftale med firmaet Clever om opsætning af otte ladestandere til el-biler.
Fra 2010 til 2019 er skolens vand-, el- og varmeforbrug faldet (2020 og 2021 er taget ud af sammenligningen pga. Corona og en delvis nedlukning). Det er sket ved fx at skifte til mere energivenlige motorer på ventilatorsystemet, mere energivenlige pumper til vand og varme og udskiftning af lyskilder til LED.
Elforbruget er faldet knap 30 procent, vandforbruget 15 procent og varmeforbruget seks procent. Kopimaskinerne har også haft mindre travlt på grund af indførslen af et nyt ”follow me” printsystem og flere e-bøger. Fra 2016 til 2019 har der været en papirreduktion på 32 procent.
Frederikshavn Handelsskole er også en del af Frederikshavn Kommunes første Verdensmålsuge i perioden 5.-11. september, hvor der er et ekstraordinært fokus på bæredygtighed på skolen. Verdensmålene rummer ikke kun den grønne omstilling, men også socialt ansvar, uddannelse, ligestilling og sundhed.
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn