Elever fra Frederikshavn Handelsskole trak her til morgen i regntøjet og stod klar til at uddele avisen med Verdens Bedste Nyheder til forbipasserende med paraplyer og hastige skridt på vej til job og skole ved rådhuset, banegården og Føtex. Eleverne stod klar i anledningen af Verdensmålsugen.
En af de morgenfriske elever, der var med til at uddele aviser med Verdens Bedste Nyheder foran rådhuset, var Mille Hesberg fra 2E:
- Jeg synes, det er en genial idé, så jeg meldte mig frivilligt til at stå her, pyt med regnen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får budskabet ud om at passe på vores klode. Jeg tænker selv på, om det jeg gør, har en betydning for klimaet, siger Mille.
Verdens Bedste Nyheder er en selvstændig forening stiftet af en række forskellige sektorer: FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Hvert år en fredag i september siger Verdens Bedste Nyheder godmorgen til hele Danmark med en lille morgengave og en avis, der fortæller om fremskridt og løsninger på klodens udfordringer.
Eleverne fik også en snak med borgmester Birgit Hansen, som selvfølgelig fik en avis med under armen.
- De unge mener også noget om den her verden. De er fremtiden, så dem skal vi selvfølgelig lytte til og være med til at støtte op om at gøre verden til et bedre sted. Både i forhold til klima, fællesskab, sundhed og alle de emner, som verdensmålene rummer, siger Borgmester Birgit Hansen.
En dag i Verdensmålenes tegn
Hele dagen har Frederikshavn Handelsskole temadag om Verdensmålene med særligt fokus på udvalgte emner omkring mad, strøm, transport, tøj, vand og ulighed. Med afsæt i emnerne skal alle skolens 450 elever arbejde med at få implementeret verdensmålet i skolens hverdag og komme med et forslag til praktiske løsninger. De bedste løsninger præmieres med sponserede gaver fra den lokale virksomhed EasyRep, der er en del af EasyRecycle, som nedtager alle former for elektronisk udstyr og neddeler det til genbrug.
- I en verden, hvor nuanceret viden bliver meget og mere udfordret, så er det vigtigt, at vi som skole er med til at give eleverne en ordentlig ballast, når de skal videre ud i livet og være grønne agenter i de virksomheder, som de ansættes i. Det er netop denne handling, som vi ønsker at styrke. Vi oplever en øget interesse fra eleverne om at handle, at påvirke og deltage i debatten om, hvilket samfund vi skal skabe sammen, fortæller Katrine Liv Grundtvig, lektor på Frederikshavn Handelsskole og koordinator for temadagen.
Det er ikke kun i Verdensmålsugen, at verdensmålene spiller en rolle på Frederikshavn Handelsskole. Skolen er sammen med fem andre nordjyske uddannelsesinstitutioner med i et projekt støttet af Region Nordjyllands Uddannelsespulje. Her arbejder skolerne med at udvikle nye processer og pædagogiske tilgange til at inddrage Verdensmålene i undervisningen, som en naturlig del af alle fag.
- Det er en videreudvikling af den praksis, som allerede i dag er på Frederikshavn Handelsskole, hvor eleverne fx møder den tredobbelte bundlinje med fokus på økonomi, socialt ansvar og miljø i faget Virksomhedsøkonomi eller udviklingen af bæredygtige forretningsidéer i faget Innovation, forklarer Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole.