Virksomhedsoplæg, jobmesse og rig mulighed for at møde det lokale erhvervsliv. 25 virksomheder deltog tirsdag i Erhvervsdagen på Frederikshavn Handelsskole for de afsluttende elever.
300-gangen godt fyldt med roll ups, bolsjer og ikke mindst mennesker og snak, da Frederikshavn Handelsskole tirsdag afholdt Erhvervsdag for de afsluttende elever på HHX samt EUX og EUD Business. Der var stor opbakning fra det lokale erhvervsliv, hvor 25 virksomheder deltog. Dagen bød på både virksomhedsoplæg og jobmesse. Her kunne eleverne få indblik i forskellige spændende brancher, som de kan gøre karriere i lokalt. Der var virksomhedsoplæg ved Sydbank, GF Forsikring, Blue Water Shipping, Beierholm og Zignifikant.
Jacob Thomsen blev selv HHX-student fra Frederikshavn Handelsskole i 2015, og deltog i dag som afdelingsdirektør i konsulentvirksomheden Zignifikant, der har ydelser indenfor bogholderi og økonomistyring.
- Vi er en relativt ny virksomhed her i Frederikshavn, hvor vi åbnede afdeling i april sidste år. Hovedårsagen til, at vi er her i dag, er, at vi søger en ny elev til sommer og gerne vil have lokal arbejdskraft og dermed også lokale elever. Det betyder noget for fastholdelsen og personaleomsætningen, at de ansatte har rødder her. Så det er en god mulighed for os til at blive synlige for fremtidens lokale arbejdskraft. Og så ved jeg, at handelsskolen er et godt sted med dygtige undervisere, siger Jacob Thomsen.
Jobmesse og konkretisering af fremtiden
Midt på dagen var der jobmesse, hvor hele 25 virksomheder deltog: Retio by Zignifikant, Beierholm, Sydbank, Blue Water Shipping, GF Forsikring, Uggerhøj, BDO, Thansen, Sparekassen Danmark, Forsvaret, IKEA, JYSK, Region Nordjylland, ATP, Sol og strand, Interfjord, Bilka, Nordjyske Bank, Skoæsken Skagen, Yousee, Forsvarets Regnskabsstyrelse, Bygma, XL Byg, Spar Nord og Skattestyrelsen.
- Vi er rigtig glade for denne mulighed for at møde de unge mennesker. Vi er en lokal relationsbank, som gerne vil deltage i det, som sker her i byen. Og så har vi – ligesom alle andre banker – brug for at gøre opmærksom på karrierevejen indenfor en bank, og hvordan vi ser bankens udvikling og rolle over de næste 20 år, siger Brian Thomsen, filialdirektør i Sydbank.
Lasse Strauss fra HH3B økonomilinjen siger om dagen:
- Det har været nogle fine indlæg, og virksomhederne er gode til at interagere med os og stille kritiske spørgsmål til deres egen virksomhed, som også får os til at reflektere. Dagen har været med at konkretisere, hvad man egentlig kan arbejde med, da det ellers godt kan være lidt af en jungle. Jeg har arbejdet i JYSK Skagen de seneste tre år og vil gerne søge plads som salgselev der, så jeg kan tjene penge og på papirer på det, i stedet for bare at tage sabbatår og arbejde, siger Lasse.
Erhvervsdagen er blevet til i regi af et AUB (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) projekt med fokus på at rekruttere elever til virksomhedernes kontorstillinger. Direktør Brian Andersson glæder sig over den store lokale opbakning fra erhvervslivet.
- De unge får virkelig syn for de mange karrieremuligheder, der findes lokalt. Det er en helt vild opbakning med 25 deltagende virksomheder, der er mødt op for at møde fremtidens arbejdskraft og en potentiel ny elev og medarbejder. Vi sætter stor pris på vores tætte samarbejde med erhvervslivet, som gør det muligt at afholde erhvervsdagen med så stor tilslutning, siger Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole.