Frederikshavn Handelsskole
Kirkegade 9 - 9900 Frederikshavn

Alberte er kontorelev hos ATP: Kæmp for det, som du gerne vil

Alberte Møller Junge Jensen havde ikke set sig selv som kontorelev med stort ansvar, da hun måtte afbryde sin 9. klasse på grund af sygdom. Men hun har kæmpet sig tilbage og læser i dag offentlig administration inden for kontorfaget.

Mails, møder og sagsbunker med mennesker, som skal have vurderet deres situation og have svar på, om de kan få udbetalt penge – de såkaldte børne- og ungeydelser. 28-årige Alberte Møller Junge Jensen jonglerer mange opgaver, når hun møder ind som kontorelev hos ATP i Frederikshavn. Hun nyder arbejdsdagene på kontoret, som passer til hendes flair for struktur, organisering og viden om fakta.

Men sådan havde Alberte ikke set sig selv, da hun som 15-årig måtte gå ud af folkeskolen uden at gøre sin 9. klasse færdig.
– Jeg havde svært ved at gå i folkeskole. Jeg begyndte at blive syg og havde svært ved at følge med, og mobning var også en stor del af min folkeskoletid. Jeg kom på efterskole i 9. klasse, men måtte blive sygemeldt. Og så var jeg ellers sengeliggende og ind og ud af sygehuset de næste tre år, fortæller Alberte.

Succesoplevelser og mod på mere uddannelse
Efter en lang sygdomsperiode og nogle svære år begynder Alberte på det, der hedder kombineret ungdomsuddannelse (KUU), som er for unge under 25 år, der ikke er parat til at gennemføre en erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse.

-Her kunne jeg færdiggøre min 9. klasse med de fag, jeg manglede. De hjalp både med det sociale og faglige. Jeg klarede mig godt, som var en succes, der gav mig blod på tanden til, at jeg faktisk kunne noget mere.

Alberte begyndte derfor at læse en erhvervsuddannelse på Frederikshavn Handelsskole, hvor man efter ét år kan få en læreplads i en butik eller virksomhed, der handler med andre virksomheder. Alberte fandt dog ud af, at hun hellere ville arbejde på et kontor med administrative opgaver. Hun skiftede derfor til en EUX-uddannelse på skolen, som tager to år på skolen og med fag på et højere niveau.

– Det var to utrolig spændende år. Man lærer de forskellige discipliner og teorier, som man kan benytte sig af. Fag som virksomhedsøkonomi og erhvervsjura var nogle af mine favoritfag. Jeg har fået en masse fagligt og socialt med fra skolen. Især det faglige spiller en stor rolle. Det kan jeg mærke i den måde, som jeg kommunikerer på skriftligt og mundtligt, og hvordan jeg vurderer ting, siger Alberte.

Har fundet sin rette hylde hos ATP
Efter to år på skole, skal eleverne ud i en læreplads i to år inden for et kontorspeciale, før de er færdige med uddannelsen. Alberte valgte kontorretningen offentlig administration.

– Jeg har fået et stort input fra mine forældre, der begge har arbejdet i det offentlige. De offentlige myndigheder giver meget til befolkningen. Jeg kan godt lide deres rolle i samfundet, og den måde de hjælper borgere på, forklarer Alberte.

Hun søgte og fik læreplads hos ATP i Frederikshavn, der blandt andet udbetaler sociale ydelser til borgerne – fx boligstøtte, barsel og børnepenge.

– Jeg sidder i afdelingen for familieydelser, så det er børne- og ungeydelser og tilskud til særligt enlige forældre. Min hverdag er ligesom alle andre sagsbehandlere. Jeg får frihed til at arbejde selvstændigt, og så har jeg en mentor tilknyttet, som jeg kan sparre med. Det giver mig meget at få ansvar, kunne behandle sager og tale i telefon med borgerne om deres situation og lave en afgørelse. Vi sidder 20 mennesker i mit team. Vi hygger os rigtig meget og har forskellige arrangementer på arbejdspladsen.

Alberte kan godt lide strukturen i sit arbejde og kontakten til mennesker, så hun håber at få lov til at fortsætte i ATP eller en anden offentlig arbejdsplads som fx en kommune, når hun er færdig til næste sommer. Og hendes råd til andre unge er klart:

– Man skal aldrig give op på det, som man kunne tænke sig eller drømmer om. Det er ikke altid nemt, så man skal kæmpe for det, som man gerne vil.

Senest nyt
27. januar 2025
Tidligere borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen underviser …
16. januar 2025
Onsdag aften var godt 180 unge og deres forældre mødt op til Åbent hus p…
10. januar 2025
August Qvist rejste efter sin studentereksamen på Frederikshavn Handelss…
19. december 2024
UCN act2learn Erhverv og Frederikshavn Handelsskole står bag en ny ekskl…
12. december 2024
Torsdag den 30. januar holder Frederikshavn Handelsskole Erhvervsdag for…

Tilmeld nyhedsbrev