Blandt 18 skoler og 800 elever er et hold af elever fra Frederikshavn Handelsskole blandt fem finalister i en landsdækkende konkurrence for EUX Business elever. Finalen afvikles i København den 18. december.
Hvordan kan virksomheden Nøddebazaren øge sin digitale omsætning? Det spørgsmål er blevet stillet på 18 skoler landet over og besvaret af omkring 800 elever, der går på det studieforberedende år på EUX Business. De har alle været en del konkurrencen EUXBizzCup, der er udviklet af Videncenter for Digital Handel.
Den opgave løste Cody Lyckegaard, Silje Melgaard og Oliver Degner Renberg fra 3X på Frederikshavn Handelsskole så godt, at de i fredags kunne lade sig kåre som ét ud af fem hold, der skal dyste i den store landsfinale i København den 18. december.
For at løse opgaven skulle eleverne bruge deres baggrundsviden fra research om forretningen, lave analyser baseret på teori fra de fag, eleverne arbejder med og ikke mindst en god idé. Eleverne kunne fx bruge deres færdigheder indenfor Virksomhedsøkonomi, Afsætning, Informatik, Innovation og Dansk, som alle er fag på EUX Business.
Nu venter der eleverne en spændende oplevelse den 18. december i København, hvor de skal præsentere deres opgave og idé overfor et dommerpanel af undervisere, erhvervsfolk og en repræsentant fra virksomheden. Vindergruppen bliver belønnet med kr. 30.000, samtidig med at vinderforslaget vil blive taget i brug af Nøddebazaren. Der vil også være pengepræmier til de fire andre finalister.
EUX er den eneste ungdomsuddannelse, der kombinerer en erhvervsuddannelse med en studentereksamen. EUX Business retter sig mod en karriere indenfor detail, handel eller kontor.
Foto fra venstre: Silje Melgaard, Cody Lyckegaard og Oliver Degner Renberg fra 3X.
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn