Frederikshavn Handelsskole
Kirkegade 9 - 9900 Frederikshavn

Derfor valgte vi HHX handelsgymnasiet og endte i Tyskland

Drømmer du om at lære om virksomheder, økonomi og handel – og måske rejse ud i verden, mens du uddanner dig? Så kan HHX handelsgymnasiet være noget for dig. Vi har talt med Anna Marie Christensen og Mille Hesberg, som begge gik på HHX på Frederikshavn Handelsskole og i dag arbejder i Tyskland gennem en praktikordning.

De sidder sammen på et kollegieværelse i byen München i Tyskland, hvor de ringer hjem via Teams. De vil fortælle om deres rejse fra folkeskolen i Frederikshavn til Tyskland, hvor de snart har været i et år og arbejder som praktikanter i store virksomheder.

De to veninder valgte begge HHX handelsgymnasiet efter folkeskolen, fordi de ville noget andet end naturfag som fysik, kemi og biologi. De ville lære om, hvordan verden fungerer – økonomisk og handelsmæssigt.

  • Jeg er glad for tal, og handelsfagene tiltrak mig. Det handlede mere om kommunikation og virksomheder, og det passede meget bedre til mig, fortæller 20-årige Mille Hesberg.

19-årige Anna Marie Christensen er enig:

  • De andre gymnasier havde mange naturfag, og det var ikke mig. På HHX fik vi at vide, at det er meget virksomhedsnært – og det var helt rigtigt. Det med at arbejde med rigtige cases fra virksomheder gør undervisningen meget mere spændende. Du kan mærke, at det du lærer, kan bruges i virkeligheden.

Tiden på HHX
HHX handelsgymnasiet er en 3-årig gymnasial uddannelse, hvor du især har fag inden for økonomi og erhvervsforhold kombineret med sprog og andre almene fag som Dansk og Matematik.

Merkantile fag er handelsfag som Afsætning, Virksomhedsøkonomi og International Økonomi.

  • Jeg kunne godt lide Afsætning, som handler om, hvordan man sælger et produkt til den rigtige målgruppe. International økonomi og Virksomhedsøkonomi var også rigtig spændende. Det handler om, hvordan virksomheder handler på tværs af grænser, og hvordan virksomheder tænker, siger Anna Marie Christensen.

Pigerne gik i samme klasse på Frederikshavn Handelsskole. De havde begge valgt en studieretning, der hedder Globalisering, hvor man kommer ud på tre studierejser.

  • Jeg valgte ikke HHX primært på grund af rejserne, men det var en stor del af det. Jeg har altid godt kunne at rejse og opleve nye kulturer. På første år var vi nede at se EU-parlamentet i Bruxelles, som var superspændende. I 2.g var vi to uger i Erfurt i Tyskland, hvor vi både var i skole og praktik i virksomheder. I 3.g var vi helt i Singapore og Malaysia, hvor vi besøgte en masse virksomheder. Det gav mig blod på tanden i forhold til et udlandsophold, fortæller Mille Hesberg.

På egne ben i Tyskland
Efter HHX søgte de derfor begge ind på OPU – en ordning, hvor man kan komme i praktik i udlandet i op til to år. De fik hjælp af deres studievejleder på handelsskolen.

Anna Marie Christensen arbejder i Caceis – en fransk-ejet investeringsbank, hvor hun hjælper med skattesager og snakker tysk hver dag. Hun får endda undervisning i tysk gennem arbejdet.

  • Det var lidt grænseoverskridende i starten, men nu er det blevet en del af hverdagen. Jeg lærer meget – både om mit arbejde og mig selv, fortæller hun.

Mille Hesberg arbejder hos Infineon Technologies, en virksomhed der laver mikrochips til blandt andet biler. Hun har ansvar for andre elever og hjælper dem godt i gang i deres praktik.

  • Jeg er kontaktperson for 25 elever fra hele verden. Det er mit job at sørge for, at de får kontrakt, it-udstyr og en god start, siger hun.

Selvom arbejdet fylder meget, har de også tid til sjove ting. Anna er begyndt til zumba, og sammen med andre danske piger har de en madklub hver tredje uge. De går til koncerter og finder på hyggelige ting i weekenderne.

Fremtiden
Både Anna og Mille føler sig godt klædt på til fremtiden – takket være HHX og deres praktik i Tyskland.

Mille Hesberg har fået en elevplads hos Sparekassen Danmark som finanselev.

Anna Marie Christensen planlægger et sabbatår med arbejde og rejser i Asien, og derefter vil hun læse jura på universitetet.

Begge er ikke i tvivl om, at HHX var den helt rigtige vej for dem.

  • Man skal vælge HHX, hvis man godt kan lide at lære mere, om hvordan verden hænger sammen, og hvordan virksomheder opererer. Det har givet os en masse viden og lyst til at opleve verden, slutter de.

 Artiklen er bragt i Karriereguiden 2025

 

Senest nyt
19. juni 2026
Gennem Ny Mesterlære har Christian Møller Sørensen kombineret skole og a…
18. juni 2026
PRESSEMEDDELELSE DEN 18.06.2026 Hvordan skaber man en helt ny ungdomsudd…
4. maj 2026
𝐄𝐫𝐡𝐯𝐞𝐫𝐯𝐬𝐮𝐝𝐝𝐚𝐧𝐧𝐞𝐥𝐬𝐞𝐫𝐧𝐞𝐬 𝐃𝐚𝐠 – 𝐞𝐫 𝐄𝐔𝐃 𝐞𝐥𝐥𝐞𝐫 𝐄𝐔𝐗 𝐁𝐮𝐬𝐢𝐧𝐞𝐬𝐬 𝐧𝐨𝐠𝐞𝐭 𝐟𝐨𝐫 𝐝𝐢𝐠? …
1. maj 2026
19-årige Emil Bjarnhof fra Dybvad læste til VVS-montør, men det føltes i…
20. april 2026
Til sommer skifter 19-årige Emil Kongsbak Rasmussen fra Sæby hverdagen p…

Tilmeld nyhedsbrev