I faget Erhvervsinformatik har elever fra EUD Business på Frederikshavn Handelsskole arbejdet med digital sikkerhed og vundet den landsdækkende konkurrence Cybermissionen med en podcast om emnet.
Cybersikkerhed, databeskyttelse og digitale trusler er i dag vigtige emner – både for virksomheder og samfundet generelt. Derfor arbejder eleverne på EUD og EUX Business på Frederikshavn Handelsskole med it-sikkerhed som en naturlig del af faget Erhvervsinformatik.
I den forbindelse deltog klassen 2V på EUD Business i Cybermissionen, et landsdækkende undervisnings- og konkurrenceforløb, som de nu har vundet.
Opgaven lød på at identificere den fiktive virksomhed MedTechNexts mest værdifulde aktiver – de såkaldte “kronjuveler” – samt analysere relevante trusler og sårbarheder.
Elevernes løsning blev formidlet i en podcast, hvor de gennem et kreativt rollespil indtog roller som cybersikkerhedsekspert, hacker, direktør og podcastvært. Netop kombinationen af faglig dybde, kreativ formidling og praksisnær anvendelse af teori imponerede dommerne.
Vindergruppen består af eleverne Albert Pape, Jonas Hald Wolff, Mads Hald Wolff og Oliver Bové Guldhammer Jensen.
Undervisningsforløbet er gennemført af underviser Mathias Bitsch Thomsen, som valgte podcastformatet som ramme for opgaven.
Som vindere af Cybermissionen 2025 har klassen vundet en vinderdag, hvor de enten kan deltage i en hands-on teknisk workshop med professionelle it-sikkerhedsværktøjer eller få besøg af en cybersikkerhedsprofil fra erhvervslivet.
Foto fra venstre: Mads Hald Wolff, Oliver Bové Guldhammer Jensen Albert Pape, underviser Mathias Bitsch Thomsen og Jonas Hald Wolff.
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn