Til sommer skifter 19-årige Emil Kongsbak Rasmussen fra Sæby hverdagen på Frederikshavn Handelsskole ud med et liv som universitetsstuderende på Brigham Young University i Utah i USA.
Emil går i 3.g på handelsgymnasiet og har netop fået tildelt Danish Heritage Scholarship, som giver ham mulighed for at studere et år på Brigham Young University.
Legatet dækker et helt års studier i USA og er en unik mulighed for unge fra Frederikshavn-området.
– Det er en helt unik mulighed for at udvikle mig selv. Jeg kommer ud af min komfortzone og skal stå mere på egne ben i et helt nyt land. Det er ikke noget, man normalt får mulighed for, så jeg glæder mig virkelig meget, siger Emil Kongsbak Rasmussen.
Emil har tidligere været på flere studierejser med Frederikshavn Handelsskole, blandt andet til Malaga i både 2.g og 3.g samt til Bruxelles og Prag med sin globaliseringsklasse. Han har især interesse for international økonomi og andre kulturer – noget han nu får mulighed for at udforske endnu mere.
Det bliver også første gang, Emil rejser uden for Europa.
Studieåret på Brigham Young University begynder i september, og Emil skal bo på campus sammen med andre studerende.
Legat med lokale rødder
Danish Heritage Scholarship blev etableret af Leo Jacobsen, der havde rødder i Frederikshavn, men senere flyttede til USA. Legatet har siden 1990’erne givet unge fra Frederikshavn-området mulighed for at studere i USA – samtidig med at de fungerer som kulturambassadører for Danmark.
Hvert år uddeles legatet til én elev fra Frederikshavn Handelsskole og én elev fra Viby Gymnasium.
Hos Frederikshavn Handelsskole glæder direktør Brian Andersson sig over, at endnu en elev får muligheden.
For Emil handler opholdet netop om at blive klogere på verden – og på sig selv.
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn