PRESSEMEDDELELSE DEN 18.06.2026
Hvordan skaber man en helt ny ungdomsuddannelse, der kombinerer stærk faglighed, praksisnær undervisning og attraktive fællesskaber for unge? Det skal et nyt samarbejde mellem en række ungdomsuddannelser i Frederikshavn være med til at besvare.
Med støtte fra Region Nordjyllands Uddannelsespulje går Frederikshavn Handelsskole og Frederikshavn Gymnasium nu sammen med SOSU Nord, FGU Vendsyssel og 10. klassecenter Frederikshavn om det treårige projekt “På besøg i fremtidens uddannelseslandskab – gymnasial praksisfaglighed og nye fællesskaber.”
Projektet skal styrke samarbejdet mellem de lokale uddannelsesinstitutioner og skabe et fælles afsæt for arbejdet med den kommende EPX-uddannelse. Den endelige placering af EPX forventes at ligge fast i 2. kvartal af 2027 og skal opstarte i 2030. En ny ungdomsuddannelse, der skal kombinere faglig fordybelse med praksisnær undervisning. Uddannelsen forventes at blive en ny gymnasial vej for unge, hvor teori og praksis kobles tættere sammen end i dag. Projektet skal styrke samarbejdet mellem underviserne på de forskellige skoler, der sammen skal arbejde med praksisfaglighed og tværgående fællesskaber.
Brian Andersson, direktør på Frederikshavn Handelsskole, er glad for, at så mange lokale ungdomsuddannelser nu rykker tættere sammen og lærer af hinandens styrker og erfaringer.
En central del af projektet bliver at lade undervisere besøge hinandens undervisning, dele erfaringer og udvikle en fælles forståelse af praksisfaglig læring. På den måde skal projektet bidrage til at skabe et stærkere fagligt fundament for fremtidens uddannelsestilbud.
Samtidig skal der i projektet udvikles fælles faglige og sociale aktiviteter for de unge på tværs af uddannelsesinstitutionerne for, at de unge kan møde hinanden og styrke det fælles studiemiljø i lokalområdet.
Thomas Svane, rektor på Frederikshavn Gymnasium, ser store perspektiver i at styrke fællesskabet på tværs af institutionerne – både på underviser og elevsiden.
Projektet løber fra august 2026 og frem til sommeren 2029. Projektets deltagere skal i projektets afsluttende fase arbejde med spørgsmål om undervisningsformer, kompetencer, studiemiljøer og organisering, således man står helt klar, når den nye EPX-uddannelse forventes at blive en realitet.
De deltagende institutioner forventer, at projektet ikke blot vil styrke samarbejdet mellem skolerne, men også bidrage til at gøre lokale ungdomsuddannelser endnu mere attraktive for områdets unge og dermed understøtte et stærkt uddannelsesmiljø i Frederikshavn i mange år fremover.
Foto fra venstre: Thomas Svane Christensen rektor på Frederikshavn Gymnasium, Mathilde Engdal Nielsen uddannelsesleder SOSU Nord, Gitte Posborg Andersen direktør FGU Vendsyssel, Brian Andersson direktør Frederikshavn Handelsskole og Søren Engvad Jacobsen konstitueret skoleleder 10. klassecenter Frederikshavn Handelsskole.
For yderligere oplysninger:
Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole, telefon 2131 6033
Thomas Svane Christensen, rektor Frederikshavn Handelsskole, telefon 28 43 49 12
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn