19-årige Emil Bjarnhof fra Dybvad læste til VVS-montør, men det føltes ikke rigtigt. Nu skal han – efter bare et halvt år på Frederikshavn Handelsskole – begynde i lære som salgsassistent hos herretøjsbutikken Kalhøj i Sæby.
Lærepladskontrakten er allerede underskrevet, selvom Emil Bjarnhof først afslutter sin EUD Business på Frederikshavn Handelsskole til sommer. I denne uge er han i praktik hos sin kommende læreplads Kalhøj som en del af undervisningen på detailretningen.
19-årige Emil Bjarnhof er et godt eksempel på, at det er helt okay at vælge om. Efter folkeskolen og 10. klasse gik turen først mod en teknisk erhvervsuddannelse som VVS-montør. Han var dygtig til det og havde endda sikret sig en læreplads. Alligevel var der noget, der ikke føltes rigtigt.
Fra tvivl til afklaring
Ved siden af skolen havde Emil Bjarnhof et fritidsjob i den lokale dagligvarebutik. Da han stoppede på sin uddannelse, gik han på næsten fuld tid i butikken – og her fandt han glæden ved kundekontakten.
Emil Bjarnhof har altid haft en interesse for tøj og mode. Kombineret med glæden ved kundekontakt, fik det ham til at søge ind på EUD Business på Frederikshavn Handelsskole i januar. Fordi han har prøvet noget andet efter folkeskolen, kunne han starte direkte på grundforløb 2, og være klar til en læreplads på et halvt år.
På EUD Business arbejder eleverne med fag som afsætning, virksomhedsøkonomi og erhvervsinformatik – med fokus på, hvordan det bruges i praksis i butikker og virksomheder.
Lærepladsen er på plads
Sideløbende med undervisningen har Emil Bjarnhof søgt læreplads med start til august – og her var der et helt rigtigt match med Kalhøj i Sæby.
Han ser frem til at tage de sidste to år af uddannelsen til salgsassistent i butikken og med skoleophold undervejs.
Til august starter et nyt grundforløb 1 og grundforløb 2 på EUD Business. Det er stadig muligt at søge optagelse ved at kontakte Frederikshavn Handelsskole.
Foto fra venstre: Indehaver Hans Ole Kalhøj, Emil Bjarnhof og Jonas Brogaard, førstemand i butikken.
Foto 2: Emil Bjarnhof på Frederikshavn Handelsskole
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn