Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Handelsskole indleder en proces, hvis sigte er en fusion af de to skoler. Målet er én samlet uddannelsesinstitution med et bredt udbud af ungdomsuddannelser, et stærkt ungemiljø og en robust, faglig profil for unge i fremtidens Frederikshavn.
For at sikre et fortsat stærkt, lokalt uddannelsestilbud og skabe det bedst mulige grundlag for den nye EPX-uddannelse i Frederikshavn har bestyrelserne fra både Frederikshavn Handelsskole og Frederikshavn Gymnasium besluttet at indlede en fusionsproces. Resultatet af dette arbejde og dermed den endelige beslutning om fusion skal godkendes af de respektive bestyrelser samt ministeriet. Målet er at gennemføre fusionen senest ved skoleårets start i 2030.
En stærk, lokal institution for ungdomsuddannelserne er vigtig for både de unge, erhvervslivet og hele lokalområdet, fremhæver Brian Andersson, direktør på Frederikshavn Handelsskole:
Et uddannelseslandskab under forandring
Fusionsplanerne skal ses i lyset af, at ungdomsuddannelserne står foran store forandringer. Fra 2030 er planen at indføre den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse EPX. Samtidig afskaffes blandt andet 10.klasse, den toårige HF, EUX og grundforløbets 1. del på erhvervsuddannelserne som selvstændige uddannelsestilbud. De erstattes af EPX.
EPX er en ny ungdomsuddannelse, der skal kombinere faglig fordybelse med praksisnær undervisning. Uddannelsen forventes at blive en ny vej for unge, hvor teori og praksis kobles tættere sammen end i dag. Den endelige placering af EPX forventes at ligge fast i 2. kvartal 2027, og de første elever skal efter planen starte i 2030.
Det fælles samarbejde om at forme en mulig EPX-uddannelse er allerede begyndt. Med støtte fra Region Nordjyllands Uddannelsespulje er Frederikshavn Handelsskole og Frederikshavn Gymnasium gået sammen med SOSU Nord, FGU Vendsyssel og 10. klassecenter Frederikshavn i det treårige projekt “På besøg i fremtidens uddannelseslandskab – gymnasial praksisfaglighed og nye fællesskaber.” Her skal skolerne komme tættere på hinanden både relationelt og fagligt med fokus på gymnasial praksisfaglighed, der handler om at knytte teori og praksis tæt sammen.
Foto fra venstre: Thomas Svane Christensen rektor Frederikshavn Gymnasium og Brian Andersson direktør Frederikshavn Handelsskole.
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn