Frederikshavn Handelsskole
Kirkegade 9 - 9900 Frederikshavn

Jytte er 70 år, oldemor og rengøringsassistent på fuld tid på Frederikshavn Handelsskole  

70-årige Jytte Andersen har for nylig fået titlen som oldemor. Men det får hende ikke til at sætte farten ned. Hun arbejder stadig fuld tid som rengøringsassistent på Frederikshavn Handelsskole.  

Eleverne har forladt Frederikshavn Handelsskole for at gå på sommerferie, men der er stadig aktivitet og sommerrengøring på skolen. 70-årige Jytte Andersen møder ind på skolen, som hun har gjort siden 2003, hvor hun arbejder som rengøringsassistent på fuld tid.  Den 19. juli bliver hun 71 år, men der er ikke planer for, hvornår hun skal stoppe.

  • Jamen, jeg er glad for at gå på arbejde og har altid godt kunne lide at gøre rent. Og så er det er jo også med til at holde mig i gang, siger Jytte Andersen.

Jytte har tre børn; En søn på 49 år og to døtre på 48 og 44 år, som alle bor i lokalområdet. Tilsammen har de fem børn i alderen 22 år til 10 år. Det ældste barnebarn er nu blevet mor til lille Alba, som gør Jytte til oldemor.

Det fik en kollega til at udbryde; jeg har alligevel aldrig været kollega med en oldemor før!

Op klokken 03.15 på job
Jytte har de seneste 40 år arbejdet med rengøring – før det gik hun hjemme med sine børn. Med en skilsmisse skulle hun ud at have et fuldtidsjob, da den yngste datter var fem år. Og man forstår, hvorfor Jytte ikke pylrer over at være blevet 70 år – hun pylrer ikke over noget, når hun fortæller.

Dengang for omkring 40 år siden, arbejdede rengøringspersonalet primært, når bygningerne lå øde hen. Jytte mødte derfor ind klokken 04.15, mens de fleste andre sov.

  • Jeg arbejdede fra klokken 04.15 til 7.15. Så ringede jeg hjem og vækkede børnene, og så fik den store de andre op. Det var da et stort ansvar, men det var sådan det var. Så kom jeg hjem halv otte, fortæller Jytte.

Arbejdsdagen var ikke slut. Når børnene var lagt i seng, tog hun på job igen.

  • Så smuttede jeg afsted igen et par timer fra omkring klokken 19.30 til 21.30, når børnene sov. Så kom jeg hjem og smurte madpakker og sådan. Så måtte jeg jo så småt i seng, for jeg skulle op lidt over kl. tre. Det gjorde jeg i mange år, siger Jytte med den største selvfølgelighed.

Har været på Frederikshavn Handelsskole i 20 år
Jytte har gjort rent på skolen siden 2003, hvor hun var ansat hos rengøringsfirmaet Forenede, som siden blev opkøbt af KN Rengøring. I 2009 blev kontrakten dog opsagt, og rengøringspersonalet blev ansat direkte af Frederikshavn Handelsskole. Det betød også nye arbejdstider i dagtimerne, hvor Jytte nu møder eleverne.

  • Jeg kan rigtig godt lide, at vi møder eleverne. I starten skulle jeg lige vænne mig til, at de kom gående over et vådt gulv, som jeg lige havde vasket, men sådan er det jo. Og nu må vi jo sige noget til de unge, når vi ser dem: Få nu lige ryddet op på det bord eller få fødderne ned. De kan se, hvad vi laver, og vi lærer dem at kende. De siger hej Jytte, når de ser mig, og man kan også få en drillende og spydig kommentar især fra drengene. Så får de en tilbage, siger Jytte med et smil.

Nyt arbejdsår til august
Fritiden går med familie og hverdagssysler. Jytte slår græs og ordner have hos den yngste datter i den fælleshave, der er til hendes lejlighedskompleks. Så dyrker de kartofler og andre grøntsager. Jytte cykler rundt eller tager bussen, kørekort har hun aldrig haft.

Snart står den på sommerferie, som skal bruges hjemme med familien. Til august møder Jytte igen ind på skolen, som hun har gjort i 20 år.

Senest nyt
27. januar 2025
Tidligere borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen underviser …
16. januar 2025
Onsdag aften var godt 180 unge og deres forældre mødt op til Åbent hus p…
10. januar 2025
August Qvist rejste efter sin studentereksamen på Frederikshavn Handelss…
19. december 2024
UCN act2learn Erhverv og Frederikshavn Handelsskole står bag en ny ekskl…
12. december 2024
Torsdag den 30. januar holder Frederikshavn Handelsskole Erhvervsdag for…

Tilmeld nyhedsbrev