Erhvervsfaring på skemaet hos EUD-eleverne

Eleverne på grundforløb 2 på EUD har netop været i seks dages virksomhedsforlagt undervisning (tidligere kaldet erhvervspraktik) hos en selvvalgt lokal virksomhed. Det giver masser af muligheder for at vælge efter egen interesse og fører eleverne vidt forskellige steder hen.

Efter 24 år som butikschef og salgsassistent er Maj-Britt på handelsskolen for at blive omskolet inden for handel. Hun har været hos Indkøbsafdelingen hos Frederikshavn Kommune i seks dage:

  • Det har været en rigtig god oplevelse at være her, og jeg er blevet sat i gang med en masse selvstændige opgaver. Kommunen har deres egen online indkøbsportal, og der har jeg fx oprettet en favoritliste for et børnehus, som har skiftet indkøbsaftale. Jeg har fundet varenumre på alle de artikler, som de køber ind og sammenlignet priser. Jeg er her for at få en afklaring på, hvilken retning jeg skal vælge, og jeg er meget positiv overfor at vælge indkøbsvejen, hvor jeg også kan trække på mine mange års erfaring fra butik, fortæller Maj-Britt.

Andreea har en ambition om at stå i tøjbutik, når hun er færdig, men da H&M ikke tager praktikanter ind, tog hun fat i den lokale Rema1000 på Hjørringvej:

  • Selvom jeg tænker, at jeg skal noget andet på sigt, så giver det rigtig god erfaring at være her i Rema1000, og jeg er blevet taget godt i mod. Jeg er blevet sat til forskellige opgaver rundt om i butikken, og jeg kunne godt se det som et fritidsjob måske ved siden af skolen, fortæller Andreea.

For Phillip er ambitionen måske at blive bilsælger. Han drejede derfor inden om på cykel hos Helge Andersen for at høre, om han kunne være i forløb der:

  • Det har været et godt forløb. Jeg har lært noget, og det har været hyggeligt. Der har ikke været så mange at se på biler, da det ikke er så meget i dagtimerne i hverdagene. Men jeg har set, hvordan man laver mange forskellige ting her og hjælper hinanden. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg skulle ud at lede efter en praktikplads som handelselev med speciale i salg hos fx en bilforhandler.

✔EUD er vores erhvervsuddannelse, der består af to grundforløb af 20 ugers varighed herefter to års elevtid i en virksomhed.

Bettina Lauridsen Hägele, handelslærer på Frederikshavn Handelsskole fortæller om formålet med de seks dages virksomhedsforlagt undervisning:

  • De skal med den virksomhedsforlagte undervisning ud at afprøve den retning, de har valgt, inden for handel eller detail. Nogle vil blive bekræftet i, at der er havnet på rette hylde, mens andre måske vil justere deres planer og vælge en anden retning. De unge lærer også noget om sig selv og det at være på en arbejdsplads, så det er et rigtig godt forløb for eleverne.)