Pressemeddelelse | 13. april 2018 | Privatfoto: Ejvind Nielsen

Direktør og virksomhedsejer, Ejvind Nielsen, Dybbølvej 2, 9900 Frederikshavn, afslutter med udgangen af april 16 år som formand for Frederikshavn Handelsskole.

Ejvind Nielsen er opvokset i Frederikshavn og var med på divisionsholdet i FFI i 13 år. Ejvind Nielsen startede på handelsskolens første handelsgymnasiehold i 1967 og efter sin studentereksamen i 1969 aftjente Ejvind Nielsen sin værnepligt. I 1970 fik Ejvind Nielsen ansættelse hos Dafolo A/S som salgsassistent og efter 1 1/2 år blev han salgschef. Samtidig med ansættelsen hos Dafolo tog Ejvind Nielsen en HD i organisation på Københavns Handelshøjskole i Aalborg - en uddannelse, som også viste sig at være adgangsbilletten tilbage til Frederikshavn Handelsskole, hvor Ejvind Nielsen underviste i mange år på merkonom-modulerne; personaleadministration, personaleudvikling, organisation, strategi og markedsføring. Uddannelserne var lige i Dafolos ånd, da virksomheden dengang var landskendt for sin moderne ledelsesstil. Ejvind Nielsen var igennem sine 19 år på Dafolo først salgschef og senere marketingchef, konsulentchef og organisationschef. Det blev også springbrættet til, at Ejvind Nielsen i 1989 blev selvstændig og oprettede virksomheden EN TeamUdvikling ApS – en konsulentvirksomhed, der med Ejvind Nielsens praktiske ledelseserfaring og passion for personlig og organisatorisk udvikling, nu kunne tilbyde sin ekspertise til offentlige og private virksomheder. Også her blev der fokus på handelsskoler, idet Ejvind Nielsen af Handelsskolernes lederforening i begyndelsen af 90’erne blev bedt om at tilrettelægge en lederuddannelse for alle ledere på handelsskolerne efter at skolerne fremtidigt skulle fungere efter de dengang nye mere virksomhedslignende taxameterprincipper

Ejvind Nielsen er frederikshavner med stort F. Han er en driftig og engageret ildsjæl, der har været involveret i mange lokale tiltag. Ejvind Nielsen er bl.a. medstifter af Vendsyssel Sportscollege og i 90’erne blev han af Frederikshavn byråd bedt om at gennemføre et erhvervs og turisme udviklingsforløb for hvad Frederikshavn skulle leve af efter lukningen af Danyard og afviklingen af det toldfrie salg på færgerne.

Igennem sin karriere har Ejvind Nielsen også siddet i en række repræsentative job, bl.a. som; bestyrelsesformand i flere forskellige virksomheder og for Handels- og virksomhedsforeningen Frederik. Ejvind Nielsen har været medlem af Erhvervsrådet i Frederikshavn og har siden 2002 været bestyrelsesformand på Frederikshavn Handelsskole. Ejvind Nielsen har været med til at modernisere, reformere og sætte rammer for Frederikshavn Handelsskole og har medvirket til, at handelsskolen er blevet en stærk aktør på såvel ungdomsuddannelserne som på kursussiden.

Som person er Ejvind Nielsen igangsætter, udvikler og resultatorienteret.  Derfor efterlader han også en næsten ny direktion, som indtil for nyligt kun manglede direktøren. Derudover har han sin andel i, at den nye bestyrelse, der tiltræder 1. maj, vil kunne sætte de rigtige mål og den rette strategi for handelsskolen i de kommende år. Den nye bestyrelse består af et passende mix af nye medlemmer og af medlemmer, der fortsætter - og som repræsenterer erhvervsliv, organisationer og Frederikshavn Kommune.

Privat er Ejvind Nielsen gift med Grethe på 47. år. Sammen har de to voksne børn – Karina i USA og Jesper her i byen. De har tre børnebørn, som alle betyder meget og er en stor del af deres liv. Flere gange om året går turen til Karina og hendes familie i USA.

Bestyrelsen markerer Ejvind Nielsens afsked med en reception på Frederikshavn Handelsskole tirsdag den 17. april, for skolens medarbejdere, samarbejdspartnere og familie.