Kontorelev på Frederikshavn Handelsskoles får tildelt uddannelsespris

I dag kunne Frederikshavn Handelsskoles egen kontorelev Line Gull Nørager lade sig hylde som én af fire, der har fået tildelt Roblon Fondens Uddannelsespris.


Foran flere hundrede erhvervsfolk i Arena Nord kunne Line Gull Nørager i dag lade sig klappe på scenen for at modtage Roblon Fondens Uddannelsespris.

  • Da Chanette og Brian (elevansvarlig og direktør på Frederikshavn Handelsskole) kom og fortalte mig, at jeg havde vundet, blev jeg helt målløs. Jeg vidste slet ikke, at de havde indstillet mig, men det er selvfølgelig et stort skulderklap at få af sine kollegaer, siger Line Gull Nørager, der er kontorelev i Offentlig Administration på Frederikshavn Handelsskole.

Man kan læse til kontorelev ved at vælge en EUX på Frederikshavn Handelsskole, som selv står for undervisningen på hovedforløbet Offentlig Administration. Line Gull Nørager bliver derfor undervist af blandt andet sine egne kollegaer, når hun er på skoleophold – et andet sted i bygningen.

Direktør Brian Andersson er glad for, at Line Gull Nøragers store engagement er blevet påskønnet af Roblon Fondens dommerudvalg.

  • Først vil jeg takke Roblon Fonden for at have stiftet denne utroligt flotte uddannelsespris rettet mod vores elever og studerende på hovedforløb og videregående uddannelser i Frederikshavn kommune. Det er så vigtigt, at vi hylder vores elever, som med flid, dygtighed eller som mønsterbrydere kan inspirere andre. Dernæst så er jeg selvfølgelig utrolig glad på Lines vegne. Vi møder hende i det daglige som en dedikeret og imødekommende kontorelev, der går til opgaverne med stort gåpåmod og engagement, siger direktør Brian Andersson.

I indstillingen står der blandt andet, at Line er ikke en typisk elev, der har brug for sidemandsoplæring. Hun får at vide, hvad opgaverne består af. Derefter strukturerer hun selv arbejdet, stiller spørgsmål og justerer – og arbejder på den måde imponerende selvstændigt. Forståelsen for dagligdagen og arbejdsopgaverne gør også, at underviserne oplever en hovedforløbselev, for hvem teori ikke blot er teori – stoffet skal gøres relevant ved at sætte det i relation til elevstedet.

Line Gull Nørager er 30 år gammel og kommer fra et job i produktionen på Sæby Fiskeindustri, men nu skulle der ske noget helt andet. Hun har en HG fra tidligere, som betød, at hun kunne starte direkte som kontorelev.

  • Jeg savnede at blive udfordret noget mere og ville gerne væk fra det fysisk hårde arbejde. Her på skolen får jeg en bred variation af opgaver fra telefonpasning, en masse tastearbejde omkring vores elever, elevkontakt og planlægning. Jeg er meget struktureret, så opgaverne passer godt til min personlighed, og jeg bliver også skubbet ud af min comfort zone, forklarer Line Gull Nørager.

Til august er Line Gull Nørager færdig med sin elevtid på Frederikshavn Handelsskole. Hvad fremtiden så bringer er fortsat uvist.


For yderligere oplysninger:

Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole, Tlf: 2131 6033