Pris til de sportsgale

Fra venstre koordinator hos Frederikshavn Sportsakademi Brian Høj, vicerektor htx Frederikshavn Lene Faurholt, direktør Frederikshavn Handelsskole Brian Andersson, Malthe Koch fra Frederikshavn Gymnasium, Jonas Mortensen fra htx Frederikshavn, Sille Larsen fra HHX Frederikshavn og uddannelsesleder Jan Bjeldbak fra Frederikshavn Gymnasium.

Frederikshavn Sportsakademi tildeles årets Sundhedspris

Det var en god aften for de sportsgale, som sportslig koordinator Brian Høj kalder sine 55 elever ved Frederikshavn Sportsakademi. Ved den stort anlagte Prisfest 2021 i Musikkens Hus fejrede Frederikshavn Kommune foreningslivet i kommunen med priser og her fik Frederikshavn Sportsakademi altså sundhedsprisen, som de delte med med Erik Christophersen – Fodslaw Frederikshavn og Habib Khouri – livredder i Frederikshavn Svømmehal. Med prisen fulgte en check på kr. 5.000.

Brian Høj var med tre af eleverne på Sportsakademiet – Jonas Mortensen (htx Frederikshavn), Malthe Koch Frederikshavn Gymnasium) og Sille Larsen (Frederikshavn Handelsskole) – på scenen for at modtage prisen af formanden for Social & Sundhedsudvalget, Ole Rørbæk Jensen.

- Jeg vil sige tusind tak for prisen. Vi er rigtig glade for, at folk begynder at lægge mærke til os, da vi er relativt nye med to år på bagen. Bag Sportsakademiet udføres et kæmpe stykke arbejde af de tre ungdomsuddannelser i Frederikshavn – Frederikshavn Gymnasium ved Jan Bjeldbak, Frederikshavn Handelsskole ved Brian Andersson og htx Frederikshavn ved vicerektor Lene Faurholt. Også tak til trænere, studievejledere, skemalæggere, lærere – som alle tager hensyn til morgentræning, landsholdskampe, stævner og alt den tid, der ellers går med sport, fortæller Brian Høj

Også hos de tre gymnasier var man tilfredse med prisen.

- Jeg er på elevernes vegne enorm glad og stolt over den anerkendelse prisen repræsenterer. Prisen er et vidnesbyrd om, at når klubber, uddannelser og trænere sammen tror på vores talenter, så kan vi udvikle noget rigtig godt - og det skal vi som by være stolte over! Sportsakademiets træningsmiljø er med til at sikre, at Frederikshavn kan tilbyde attraktive vilkår for unge, der både vil deres sport og deres ungdomsuddannelse, siger vicerektor Lene Faurholt fra htx Frederikshavn.

Sportsakademiet er et specialiseret tilbud, som tiltrækker unge fra hele landet. Det bidrager derfor til kommunens ønske om at tiltrække nye borgere udefra til lokalområdet. Vil man vide mere om Sportsakademiet Frederikshavn, så kig på sportsakademiet.dk.