Studietur bringer elever sammen

Kendskab til kultur er nøglen til verden

10.11.2017 | Af: Ali Abbas | Frederikshavn Handelsskole

Søndag d. 24 september tog vores elever på en lærerig og kulturel Erasmus+ sponsoreret rejse til Brighton, Sydøst England. Her skulle eleverne, på tværs af studieretninger, bo hos engelske værtsfamilier i tre uger og følge undervisningen på Brighton Met College. Eleverne blev undervist på engelsk, i faget General English, samt British Culture, sammen med andre udenlandske studerende.

Brighton:
Vores elever ankom til Brighton, Sydøst England, søndag d. 24 september og blev fordelt blandt værtsfamilierne, hvor de skulle opholde sig de næste tre uger. Næste dag blev de budt velkommen på Brighton Met College, hvor de skulle følge undervisningen de følgende tre uger. Eleverne fik en College Tour og senere på dagen fik de en rundvisning i Brighton.

 Ud over undervisning i faget General English, fik eleverne også undervisning i British Culture, herunder ungdomskulturen, musik, mode og multikulturen i Storbritannien, samt Storbritannien som en del af Europa og den globaliserede verden. Undervisningen var med til at styrke elevernes sprogkompetencer og gav dem indsigt i en anden kultur.

- Briterne er sig selv og er ikke bange for at være det. Der er plads til forskelligheder og folk kigger ikke grimt på hinanden, for at gå med en anden tøjstil, siger EUD-elev, Jeanette Andersen.

 Et super hold
- Dette års hold var et super hold, siger Bettina Lauridsen Hägele, underviser på Frederikshavn Handelsskole.

Alle elever kunne med hinanden på kryds og tværs af uddannelsesretningerne, og så var de gode til at løse deres arbejdsopgaver og tænke selvstændigt.

Det var kun korte tre uger de var afsted, men eleverne formåede stadigvæk at udvikle sig og vokse både personligt såvel som fagligt.

- Jeg har personligt fundet ud af hvem jeg er og har fået nye venskaber. Derudover har jeg styrket mit engelske ordforråd og grammatik, siger HHX-elev, Emma Beermann.

 Det gode sammenhold skyldes det stærke samarbejde, som er blevet etableret i år imellem Handelsskolen og forældrene. Forældrene har støttet eleverne før og under deres rejse til Brighton og har opfordret eleverne til at gå videre til deres underviser, hvis der opstod udfordringer.

Street art og meget mere
Brighton er fyldt med liv og aktiviteter og det oplevede eleverne på tætteste hold.  Ekskursioner, shopping, street art, laser games og en tur til London for at se The Lion King Musical. Masser af uforglemmelige og gode oplevelser, nye venskaber og en del ture til McDonald’s, hvor alle eleverne var med

- Jeg vil anbefale andre at tage med, fordi det er en oplevelse du aldrig glemmer. Du kommer ind til en fantastisk familie, skaber venskaber for livet. Herudover er der en god underviser, som er der, til at hjælpe dig, siger EUD-elev, Jeanette Andersen.