The Office Game hedder spillet, som Frederikshavn Handelsskole har været med til at udvikle for at få flere elever til at få interesse for kontorvejen.
I bedste matadorstil skal eleverne løse opgaver for at få små huse, der udgør point. I stedet for at opkøbe grunde og bygge huse, skal eleverne i brætspillet The Office Game løse fiktive opgaver i en kommunes administration. Hvilke ressourcer skal fx til for at løse en byggesag eller planlægge et borgermøde?
Spillet er udviklet af Frederikshavn Handelsskole, Aalborg Handelsskole, EUC Nord, EUC Nordvest og Himmerlands Erhvervs- og gymnasieuddannelser i et projektsamarbejde finansieret af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag for at få flere unge til at gå kontorvejen.
Både elever på Frederikshavn Handelsskoles erhvervsuddannelser EUD og EUX Business samt handelsgymnasiet HHX og 10. klasse linjefag har prøvet at spille spillet – med positiv respons i forhold til underholdningsværdi og indblik.
I spillet skal eleverne først læse en vejledning til spillet, hvor reglerne forklares. Der er en række ressourcekort som indeholder fx et møde, budget, advokat, nøgletal, godkendelse osv. For at løse en konkret opgave – fx en borger der ønsker byggetilladelse til et nyt skur eller en virksomhed, der ønsker kommunalt tilskud til en aktivitet – skal man finde de tre rigtige kort med ressourcer.
Lektor Betina Lynge Larsen har brugt spillet i sin undervisning både til at tale om kontorretningens muligheder samt som introduktion til et forløb i faget Innovation, hvor eleverne skal udvikle deres eget spil.
Spillet er udviklet af skolerne i samarbejde med Tankespil, og planen er, at det også skal udbydes til andre skoler.
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn