Motivationen og karaktererne var ikke i top for Thomas Vestergaard i folkeskolen. Men gennem sine fritidsjob fik han øje for butiksbranchen og startede på EUD Business, hvor den praktiske tilgang fik både Thomas’ motivation og karakterer til at stige til vejrs. Han er netop udlært salgsassistent i Føtex Frederikshavn og vil gerne gå ledervejen.
Når Thomas Vestergaard står i kundeservice i Føtex Frederikshavn, er han i sit rette element. Han skal jonglere mange forskellige opgaver, har stort ansvar og er med til at lede de ungarbejdere, som er på job.
- Der er aldrig to dage, der er ens. Der sker altid noget – også noget forudset. Jeg har rigtig meget kundehåndtering, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg trives rigtig godt med ansvar og muligheden for at gøre tingene på min måde, og det kan jeg her i Føtex. Jeg kan også godt lide at lede andre mennesker, og det får jeg meget af her i kundeservice, når jeg har ansvaret for vores ungarbejdere fx i en aftenvagt, forklarer 20-årige Thomas Vestergaard, der efter to års læretid netop er færdigudlært salgsassistent i Føtex Frederikshavn.
For tre år siden startede han på EUD Business på Frederikshavn Handelsskole med retningen detail, der sigter på job inden for butikshandlen. Thomas Vestergaard havde været i tvivl om, hvad han skulle, for lysten til at gå mere i skole var bestemt ikke stor. Fritidsjob i Flying Tiger og Normal var med til at spore Thomas Vestergaard ind på interessen for butiksbranchen.
- Jeg var så skoletræt til sidst i folkeskolen, at jeg overvejede bare at blive væk. Jeg skulle derfor finde noget, som jeg godt kunne lide. Jeg har aldrig været god til at sidde stille på en stol, men det var ikke håndværksvejen, som trak i mig, jeg kan rigtig gode lide det her med at have kundekontakte og snakke med mennesker, forklarer Thomas Vestergaard.
Man kommer langt med engagement
At Thomas Vestergaard havde været skoletræt, var ikke noget, som kunne ses, da han kom på Frederikshavn Handelsskole – tværtimod. Han var aktiv i timerne og fik gode karakterer.
- Måden man lærte tingene på var anderledes. Jeg har altid syntes, engelsk var kedeligt – men på handelsskolen foregik det på en anden måde, man skulle tænke meget selv, og undervisningen tog afsæt i praktiske problemstillinger. Vi skulle fx lave en fremlæggelse, hvor vi selv kunne vælge emnet – det var ikke en bestemt bog, som man skulle læse. Man kunne vælge noget, som man interesserede sig for. Og så var det bare en fed fornemmelse at få gode karakterer og få ros for sit arbejde, fortæller Thomas Vestergaard.
At læretiden foregik i Føtex Frederikshavn har han bestemt ikke fortrudt. Butikken er en del af Salling Group, der har sit eget akademi, hvor de uddanner elever. Og der er gode karrieremuligheder for dem, der kan og vil. Thomas Vestergaard er netop blevet udvalgt til at sidde i Føtex Youth board, hvor der bliver valgt fem til seks unge ansatte under 23 år fra hver region.
- Det er da et stort skulderklap, at de har udvalgt en til at være med til at gøre en forskel og arbejde for at gøre Føtex til den bedste arbejdsplads for unge mennesker. Vi mødes både i regionen og med de andre unge i hele landet. Så hvis man viser, at man virkelig gerne vil noget og er engageret, så kommer man godt nok langt med det, slutter Thomas Vestergaard, der har et mål om en dag at blive leder og være med til at udvikle ansatte.
Artiklen er bragt i Karriereguiden 2024