Før sad de på skolebænken på Frederikshavn Handelsskole. Nu er Mads Bjerregaard og Christoffer Sørig blevet leverandører til skolen i deres egne virksomheder. For skolen er det tætte samarbejde med det lokale erhvervsliv vigtig.
Vejene efter Frederikshavn Handelsskole fører mange forskellige steder hen for eleverne. For to af eleverne går vejen nu tilbage forbi skolen, hvor de har en leverandøraftale i kraft af deres egne virksomheder.
22-årige Mads Bjerregaard blev HHX student i 2019 og startede faktisk allerede sin virksomhed Scandinavian Cleaning Service med to kammerater, da han stadig var elev på skolen. I dag er de to partnere i virksomheden og yderligere tre ansatte, som leverer ydelser inden for vinduespudsning og erhvervsrengøring. Mads Bjerregaard står for det administrative, kundekontakt samt vinduespudsning.
For 34-årige Christoffer Sørig kom studenterhuen på i 2006, hvorefter han fik elevplads i Nordjyske Bank. Han har siden også boet syv år i København, hvor han arbejdede i den finansielle sektor. I 2017 flyttede han og familien tilbage til Frederikshavn, hvor han i dag er medejer af familievirksomheden Peter Sørig Renovation, der blev etableret af hans far i 1995. Virksomheden har haft renovationsopgaven på Frederikshavn Handelsskole i mange år, men for Christoffer Sørig er det specielt at komme tilbage i den nye rolle.
Frederikshavn Handelsskole ønsker at entrere med lokale leverandører og har en tæt dialog med det lokale erhvervsliv. Katrine Skaarup Andersen virksomhedskonsulent hos Frederikshavn Handelsskole sidder med i blandt andet Kattegat Erhvervsnetværk, hvor pt. 34 brancher for lokalområdet er repræsenteret – heriblandt Scandinavian Cleaning Service og Peter Sørig Renovation.
Kirkegade 9
9900 Frederikshavn