Frederikshavn Handelsskole
Kirkegade 9 - 9900 Frederikshavn

Verdensmålene ud i undervisningen

Tirsdag var omkring 60 undervisere fra fem nordjyske uddannelsesinstitutioner samlet til konference for at få ny viden om cirkulær økonomi og bæredygtighed for at inddrage det i undervisningen på tværs af fag.

I alt var 60 undervisere fra Frederikshavn Handelsskole, TECHCOLLEGE, Aalborg Handelsskole, HEG Handelsgymnasiet Hobro og EUC Nord tirsdag samlet for at kompetenceudvikle deres evne til at inddrage viden om Verdensmålene og nye bæredygtige standarder i den daglige undervisning på tværs af fag og uddannelser. De fem skoler er sammen i et projekt om at  inddrage Verdensmålene i undervisningen støttet af Region Nordjyllands Uddannelsespulje.

Anders Kold, lektor og underviser i faget International Økonomi på Frederikshavn Handelsskole siger om dagen:

  • Det har været spændende og givende at få nogle nye input i forhold til den bæredygtige dagsorden fra både fagpersoner og erhvervslivet. Det giver nogle nye perspektiver på den cirkulære økonomi, som vi har haft mulighed for at fordybe os i på dagens workshop, så vi får inddraget og formidlet den viden i vores undervisning af eleverne, siger han.

Tidligere var det frivilligt om virksomheder forholdt sig til bæredygtighed i deres forretning og årsrapporter. Men EU’s cirkulære strategi og tilhørende lovgivninger skærper nu kravene til erhvervslivet. Fx betyder EU’s nye vedtagne aftale om bæredygtighedsrapportering kaldet Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), at de største danske virksomheder i deres årsrapport nu skal redegøre for bæredygtighed. Det får også betydning for deres underleverandører og hele brancher. Den virkelighed skal inddrages i undervisningen på ungdomsuddannelserne.

  • Bæredygtighed og Verdensmålene bliver en større og større del af vores hverdag, og den måde vi agerer på. Det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på i vores undervisning, så vi er med til at udvikle de unges kompetencer inden for den grønne omstilling, så de kan bidrage til løsningen af fremtidens udfordringer og aktivt deltage i den bæredygtig udvikling. Derfor er vi med i dette projekt, så vi kan blive endnu skarpere på, hvordan vi udvikler didaktikken for at inddrage verdensmålene i undervisningen, siger Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole.

Forandringsagenter i erhvervslivet
Ved at give eleverne viden og kompetencer om den bæredygtige dagsorden, skal de være med til at

agere som forandringsagenter ude i de enkelte virksomheder, når de skal ud på arbejdsmarkedet og navigere efter de nye bæredygtige standarder. Ved dagens konference var der to workshops med bæredygtige temaer.

Den ene workshop havde fokus på cirkulær økonomi i forhold til fagene afsætning, virksomhedsøkonomi og innovation på de merkantile uddannelser med oplæg fra Thomas Østergaard, professor og PhD Stip. hos VIA University College, Design, Innovation & Entreprenurship. Han har i sin PhD arbejdet med EU’s cirkulære strategi og de nye standarders betydning for særligt tekstilområdet.

  • De nye lovgivninger og Verdensmålenes nye standarder for bæredygtige processer, skal virksomhederne i mange forskellige brancher kunne agere efter. Det stiller krav til en helt ny måde at tænke forretningsudvikling og forretningsmodeller på, og det kræver nogle meget store systemiske forandringer i vores samfund. De forsyningskæder, vi har, skal forandres, hvis den cirkulære økonomi skal fungere, siger Thomas Østergaard.

Og hvordan får man så den viden formidlet til en fx 16-årig elev på skolebænken? Det satte Thomas Østergaard fokus på i sit oplæg til underviserne. Han har de seneste seks år på VIA arbejdet med netop et kompetenceforløb for lektorer og adjunkter.

  • Vi følger UNESCO’s anbefalinger til, hvordan man didaktisk og indholdsmæssigt kan målrette undervisningen til en bred vifte af studerende. Vi har fx alt fra pædagoger til bygningskonstruktører, der skal undervises i verdensmålene og den bæredygtige dagsorden. De erfaringer og metodikker får underviserne indblik i  og skal arbejde med her på konferencen, siger Thomas Østergaard.

Virksomhederne Better World Fashion og Greenway Denmark fortalte om deres tilgang til en cirkulær produktion.

Elever skal bidrage til det bæredygtige byggeri

Den anden workshop havde fokus på håndværksfagene og den bæredygtige byggeplads med oplæg ved Frandsen & Søndergaard, en rådgivende ingeniør- og bæredygtighedsvirksomhed med base i Aalborg. Frandsen og Søndergaard satte fokus på den bæredygtige byggeplads, fremtidens kompetencer på byggepladsen og de kommende krav til byggeriet.

Der kommer til at mangle folk med viden om, hvordan bæredygtighed håndteres i praksis. Der har den seneste årrække været stort fokus på at klæde rådgivere og bygherrer på i forhold til bæredygtighed i byggeriet. Nu skal der fokus på de resterende led i byggeriets værdikæde. Her spiller uddannelsesinstitutioner en stor rolle, så de håndværksuddannede er klædt på til at håndtere bæredygtighed i praksis, siger Anne Hedegaard, civilingeniør og bæredygtighedsleder hos Frandsen & Søndergaard.

Projektet løber frem til efteråret 2024 og er et fireårigt projekt.

Senest nyt
27. januar 2025
Tidligere borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen underviser …
16. januar 2025
Onsdag aften var godt 180 unge og deres forældre mødt op til Åbent hus p…
10. januar 2025
August Qvist rejste efter sin studentereksamen på Frederikshavn Handelss…
19. december 2024
UCN act2learn Erhverv og Frederikshavn Handelsskole står bag en ny ekskl…
12. december 2024
Torsdag den 30. januar holder Frederikshavn Handelsskole Erhvervsdag for…

Tilmeld nyhedsbrev